1: TIL SAMTALE

afsnit 1:

TIL SAMTALE

– “Hvad er egentlig dine erfaringer med kollektiv aktivisme?” –


“Så hvorfor vil du gerne bo sammen med os, Julie?”

“Altså, jeg har altid godt kunne lide at være sammen med andre mennesker. Nu skal jeg jo finde et sted her i København. Så tænkte jeg, det kunne være dejligt at bo i et bofællesskab og…”

“Kollektiv!”

“… ?”

“Kollektiv. Vi er ikke et bofællesskab. Vi er et kollektiv.”

“Ok. Jeg tænkte det kunne være dejligt at bo i et kollektiv. I Århus boede jeg sammen med to veninder. Det er sjovt at tænke på nu. Selvom vi allesammen havde super travlt, endte vi altid med at sidde ude i køkkenet om aftenen og drikke rødvin og ryge cigaretter. Jeg kan huske engang hvor…”

“Men, Julie, hvorfor vil du bo sammen med os?”

“Ja, jeg kender jer jo ikke rigtig endnu, men I virker meget…”

“Men hvorfor lige et anti-fascistisk, anti-kapitalistisk og aktivitisk kollektiv?”


Julie havde nu været i København i otte dage. Hun havde ringet til mere end 30 udlejere, havde set på fire værelser og været til samtale i to bofællesskaber. Indtil videre uden held.

Hun så på de to piger og to fyre, der sad klemt sammen i sofaen overfor hende. Det var den ene pige, der havde talt mest indtil nu. Julie rakte ud efter sin kop. De havde serveret kaffe til hende, men drak ikke noget selv. Havde de allerede haft mange til samtale?


“Måske skulle hun bare have lov til at fortælle om sig selv,” sagde den anden pige.

Julie tog en dyb indånding. Nu skal du bare være dig selv, tænkte hun.

“Jeg er 26 år. Jeg læser Dansk på universitetet. Nu skal jeg til at skrive speciale, og så tænkte jeg, at jeg kunne gøre det her i København. Det bliver jo nok lidt hårdt at sidde med specialet hver dag. Men så kunne jeg i det mindste gøre det lidt til et eventyr. Møde nye mennesker. Se nogle nye steder. En ny by.”


De fire kollektivister kiggede på hende. Julie vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige.

“Lige nu bor jeg hos min kusine i Valby, men der kan jeg bare være en uge endnu. Jeg vil meget gerne bo her på Nørrebro. Her virker meget cool.”

“Cool?” Nu var det den anden pige, der spurgte.

“Ja, eller hvad man skal kalde det. Jeg gik en tur her i går aftes. Der er da mange hyggelige barer.”

“Ha ha. Ja, det er noget andet end i Jylland.”

“Jeg er jo fra Århus.”

“Ja?”

“Vi har altså også en del … ” Julie afbrød sig selv. “Jeg tror virkelig, jeg kunne blive super glad for at bo her omkring.”


Hvad mon de ellers ville høre om? Hendes fremtidsplaner? Fritidsinteresser?

“Jeg kan godt lide at gå til koncerter. Jeg havde faktisk tænkt mig at tage til en koncert på Loppen i morgen. Indian Jewelry. Et amerikansk psych-band.”

“Nå, det lyder da … cool”

“Jeg tror, det bliver en god koncert. Jeg har godt nok ikke nogen at tage derhen med endnu …”

Ingen af de fire sagde noget.

“Måske kan jeg lokke min kusine med. Ellers tager jeg derhen alene. I Århus tog jeg tit til koncerter alene, hvis der ikke lige var nogen, der ville med. Men så møder man måske nogen.”


Julie kiggede rundt i stuen. De havde god plads, men ikke særlig mange møbler. Der hang store sort/hvid-fotos på væggen. Billeder af tomme gader. Var det her fra Nørrebro? De måtte være taget tidligt om morgenen. Det så meget kreativt ud. Var det en fra kollektivet, der fotograferede?

“Jeg kan godt lide at skrive,” fortalte Julie.

“Ja, du skriver jo speciale. Var det ikke det, du sagde?” Det var igen den første pige, der førte ordet.

“Ha ha. Nej, måske ikke lige mit speciale. Det tror jeg faktisk ikke bliver så sjovt. Men jeg kan godt lide at skrive om aftenen, derhjemme.”

Nu vågnede en af fyrene op. “Ok? Noget politisk?”

“Nej, det tror jeg ikke, man kan sige. Jeg skriver mest små historier. Noveller, eller hvad man skal kalde det.”

“Åh, ok. Den slags.”


Pigen lænede sig frem mod Julie.

“Det lyder jo som om, der er mange ting, du kan lide. Men hvad kan du bidrage med? Til fællesskabet?”

“Jeg kan godt lide at … eller jeg mener, jeg er god til at lave mad. Tæller det?”

“Lave mad?”

“Ja. Det er jo hyggeligt at lave mad sammen.”

“Vi plejer egentlig at fordele dagene. Vi har et skema ude i køkkenet.”

“Et skema. Ok.” Julie havde ikke set køkkenet endnu. “Det vigtigste er også bare, at der er nogen at lave mad til. Så kan man jo også gøre lidt mere ud af det. Jeg har prøvet at blive god til at lave sådan en rigtig kraftig gryderet. Med oksekød og bacon og rødvin.”

“Julie…”

“Og hvor det hele står og koger lige så stille i flere timer.”

“Julie, vi…”

“Det giver jo mere mening, hvis man er flere til at spise den slags. Forstår I, hvad jeg mener? Det er jo også lidt besværligt at stå og lave lammekølle, hvis det bare er til en selv.”

“Julie, vi er altså veganere her i kollektivet. Stod det ikke i annoncen?”


Samtalen var vist ved at være slut. Julie drak det sidste af sin kaffe. Den var blevet kold.

“Du skal da se lejligheden,” sagde en af fyrene pludselig og rejste sig. “Jeg viser rundt.”

De andre tre blev siddende.


for enden af gangen.

“Det her er kollektivets vigtigste rum,” sagde fyren.

Han stod med hånden på dørhåndtaget og så hemmelighedsfuldt på hende. Var det meningen, at hun skulle gætte, hvad det var?

“Jeg håber ikke, det er kollektivets bollerum.”

Fyren sukkede og åbnede døren. Julie trådte ind i et rum, der var større end stuen, de havde siddet. Det var en slags værksted fyldt med hjemmelavede plakater, løbesedler og bannere. På gulvet lå der en megafon, og henne i hjørnet stod der et par enhjulede cykler.”


Da de stod ude i gangen igen, kiggede fyren seriøst på Julie.

“Hvad er egenlig dine erfaringer med kollektiv aktivisme?”

“Jeg gik på et aerobic-hold,” sagde Julie og smilede. “Men musikken var så dårlig, at jeg holdt op igen.”


Ti minutter senere gik Julie ned ad Nørrebrogade og drejede ind ad Stefansgade. Hun købte en kop kaffe, gik ind i parken på den anden side af gaden, satte sig på en bænk i solen og tændte en cigaret.

Hun så på folk, der cyklede forbi, og på et kærestepar, der gik med hinanden i hånden. Hun tænkte på at ringe til en veninde i Århus, men gjorde det ikke.